Litteratur6000 - Litteraturoplevelser i Kolding

Sådan køber du billet

Se hvordan du køber billet HER. Skoleklasser og store grupper bedes kontakte os på litt6000@gmail.com eller mobil 30536980 før køb af billet.



Få rabat i Bog & ide - Kolding Midtby

Som medlem af Litteratur6000 kan du få rabat hos Bog & ide, Østergade 12 i Kolding Midtby. Vis dit medlemskort og få 10% rabat på bøger af forfatteren i forbindelse med forfatterarrangementer, hvor Litteratur6000 er arrangør. Rabatten gælder fra arrangementet er lagt på Litteratur6000s hjemmeside til dagen efter arrangementet.



Gratis kaffe ved bogkøb i Books & Beans

Vis dit Litteratur6000-medlemskort og få 1 gratis kop kaffe, te eller kakao ved alle bogkøb i Books & Beans, A.L. Passagen 1, Kolding.



Tak til Statens Kunstfond og Kolding Kommune

For at give støtte til arrangementer.



Mød Stine Askov

Stine Askov er aktuel med romanerne Varme hænder og Nøjsomheden. Hun fortæller om arbejdet med sine bøger, hvordan hun kom i gang med at skrive, og hvorfor hun interesserer sig for dem, der står i udkanten af fællesskabet. Stine Askov er uddannet pædagog og har arbejdet i faget i tyve år. Det var ofte børn i udsatte og svære situationer, der rørte hende mest, sådan er det også i hendes bøger. Foto: Sara Galbiati

Tid: Mandag d. 9. september kl. 19.00 - 21.00
Sted: Kolding Bibliotek

Entré: 95 kr. + gebyr
Pris for medlemmer: 70 kr. + gebyr
Billet: Billetsag åbner d. 1. august k. 10.00


Jesper Wung-Sung: Hans Christian

Hør prisbelønnede Jesper Wung-Sung fortælle om sin H. C. Andersen-roman, Hans Christian, hvor han lader den store forfatter selv tage ordet. Vi følger ham, fra han bliver født i Odense i 1805, til han som 14-årig rejser til København. Han er ikke et hvilket som helst barn men både i egen og andres bevidsthed så aparte - tårnhøj og kropumulig, til grin og alligevel altid på udkig efter en scene at optræde på - at det efterlader alle hovedrystende målløse. Arrangeres i samarbejde med Kongernes Samling Koldinghus. Foto: Les Kaner

Tid: Søndag d. 29. september kl. 14.00 - 16.00
Sted: Koldinghus

Entré: 90 kr. + gebyr + entré til Koldinghus
Pris for medlemmer: 90 kr. + gebyr inkl. adgang til Koldinghus. Husk Medlemskort!
Billet: Billetsalg åbner d. 1. august kl. 10.00


Skrivekursus med Maja Lucas: Skriv med dine følelser og tanker

Skrivning handler sjældent om at udtænke store tanker men nærmere om at sanse verden og dine følelser, så du kan skabe en stærk og overbevisende tekst - der formentlig er klogere end dig! På kurset udforsker vi en række skriveteknikker, som koncentrerer sig om sansninger, billedsprog, gentagelsens kraft og følelser. Maja Lucas har udgivet seks bøger og underviser i skrivning på Syddansk Universitet. Foto: Sara Galbiati

Tid: Lørdag d. 12. oktober kl 11.00 - 16.00
Sted: Kolding Bibliotek

Entré: 245 kr. + gebyr
Pris for medlemmer: 195 kr. + gebyr
Billet: Billetsalg åbner snart


Byt-en-bog-dag

Fyld en pose med gode brugte bøger og tag dem med til Jens Holms Hus og byt dem til andre brugte bøger. Du må tage det samme antal, som du selv har med. Vil du have flere, koster de 10 kr. pr. stk. Mens udvalget skifter, kan du købe kaffe, te og boller. Foto: Bente Vilandt

Tid: Lørdag d. 26. oktober kl. 9.30 - 12.00
Sted: Jens Holms Hus ved Skt. Nicolai Kirke i Kolding

Entré: Gratis, medbring blot de bøger, du vil bytte



Litteratur6000s 20-års jubilæum

Vær med til at fejre Litteratur6000s 20-års jubilæum! Jens Blendstrup holder festtalen og læser op fra nogle af sine bøger. Efter frokost taler Annette Bjergfeldt ud fra sin roman Mr. Saitos Rejsebiograf. Det er historien om et sømandshjem på en lille canadisk ø, filmmagi, løbske tangosko og kærlighed i alle størrelser, ja, en bog om længslen efter at høre til og finde en familie, også selvom man har et forpjusket stamtræ. Ud over at være forfatter er Annette Bjergfeldt også sangskriver og sangerinde og har selv erfaringer med skuffelser og pludselig magi. Foreningen byder på frokost (fra Mad & Vin), kaffe, te, kage og bogpræmier. Kun for medlemmer af Litteratur6000. Foto: Sif Meincke

Tid: Lørdag d. 9. november kl. 11.00 - 16.00
Sted: Kolding Bibliotek

Pris for medlemmer: 125 kr. + gebyr
Billet: Køb billet senest d. 1. november - Billetsalg åbner d. 1. august kl. 10.00.


Julearrangement med Ditte Holm Bro

Ditte Holm Bro i samtale med bibliotekar Hanne Rønberg om sin roman Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler, der var nomineret til DR Romanprisen. Dette lille mesterværk handler om hverdagens almindelige bevægelser i to svigerinders liv i en jysk provinsby i 1950-erne. Den ene har syv år tidligere givet et af sine børn til den anden. Vi følger dem på en skæbnesvanger decemberdag, hvor undertrykte følelser og umulige drømme pludselig vælder frem. Litteratur6000 byder på julelækkerier. Foto: Daniel Hjorth

Tid: Onsdag d. 4. december kl. 18.30 - 21.00
Sted: Kolding Bibliotek

Entré: 95 kr. + gebyr
Pris for medlemmer: 70 kr. + gebyr
Billet: Billetsalg åbner d. 1. august


Nytårskur i Litteratur6000

Hent dit medlemskort for 2025 og nyd en kop kaffe og hyggeligt samvær. Det er en stor hjælp for os, hvis du har betalt kontingent inden arrangementet. Kontingent betales via MobilePay eller netbank, se numrene HER, Obs! Hvis du indbetaler via netbank, så betal senest ugen før, så vi kan have dit medlemskort klar.

Tid: Torsdag d. 9. januar 2024 kl. 14.30 - 17.00
Sted: Kolding Bibliotek

Entré: Gratis, ingen tilmelding, mød bare op!



Kristian Bang Foss: Manden der bar solen

Kristian Bang Foss i samtale - om sin roman Manden der bar solen - med Mads Ravn, arkæolog og leder af den arkæologiske afdeling ved Vejlemuseerne. Romanen tager os med tilbage til bronzealderen, hvor høvdingesønnen Raudon har været sydpå i mange år men rejser nu hjem for at overtage magten efter sin far, men hans tvillingebror rækker også ud efter den. Bronzen slipper langsomt op, de gamle imperier i Middelhavet kollapser, og kaos truer. I midten af det hele står Raudon, der må navigere i både krig og kærlighed. Foto: Sara Galbiati

Tid: Onsdag d. 22. januar 2025 kl. 19.00 - 21.00
Sted: Kolding Bibliotek

Entré: 95 kr. + gebyr
Pris for medlemmer: 70 kr. + gebyr
Billet: Billetsalg åbner d. 1. august kl. 10.00


Litteratur6000s generalforsamling

Efter det formelle program byder Litteratur6000 på vin og ost - og hyggeligt samvær. For at deltage i generalforsamlingen skal man have betalt kontingent for 2025. Kun for medlemmer af Litteratur6000. Foto: Bente Vilandt

Tid: Torsdag d. 6. februar 2024 kl. 19.00 - 21.00
Sted: Kolding Bibliotek

Pris for medlemmer: Gratis (Billet nødvendig pga. traktement)
Billet: Billetsalg åbner d. 1. august.